Da der lørdag ikke var nogen muligheder for at stå på ski, sad vi længe ved morgen-bordet og nød de gode ting, der var på tag selv bordet. Før middag var der to modige damer, Susanne og Gitte, der ville ud at trave i stormen. Senere mente Kirsten og jeg også, at det nu var på tide at komme ud at trække frisk luft, så vi kæmpede os gennem stormen ned til banen. Da stormen kom som vilde vindstød, måtte vi ofte stille os med siden til stormen og lade den flyve forbi os, inden vi kunne komme videre. Normalt ville turen ned til banen tage ti minutter, men vi var ca. en halv time undervejs. Godt forblæste nåede vi ”Bahnhof Buffet” og blev enige om, at vi skulle have noget at varme os på. Ja, og hvem traf vi så derinde i varmen? Susanne og Gitte!

Da vi alle var sultne, bestilte Kirsten, Susanne og Gitte Gullaschsuppe og jeg ville have en lille sandwich i stedet for. Den var ikke så lille endda (se Kirstens foto), så jeg fik fyldt min mave. For at klare turen tilbage til hytten i storm og kulde, bestilte vi en Schümli-Pflümli til at varme op på.
Skiweekend i ”Grindelwaldblick” Kleine Scheidegg 27.-29. januar 2006

Af Lilian Dörflinger

Fredag morgen startede ca. 11 deltagere mod Grindelwald, hvor de afprøvede de sneklædte bakker. Kirsten, Ole og jeg ankom først hen mod aften på Kleine Scheidegg. Da vi ikke lige kunne få øje på ”Grindelwaldblick”, måtte vi spørge, i hvilken retning den lå. Den flinke banemedarbejder pegede op ad bjerget og foreslog, at vi skulle ringe til hytten og spørge, om de ikke kunne hente vore ski og tasker, men det ville altså koste noget.

Kirsten ringede så til hytten, hvorefter der kom en snescooter. Der blev ikke bare læsset vore ski op på scooteren, men også en hel masse ski fra en gruppe, der også skulle op på ”Grindelwaldblick”, og de lovede os storslået, at de ville betale en omgang, når de også måtte få deres ski med på scooteren, den omgang blev dog aldrig til noget! Vi fik ikke lov at køre med scooteren, så vi begyndte at trave op mod hytten. Vejret var ikke lige det allerbedste; det blæste ret stærkt, men da vi havde medvind, kunne vi næsten flyve opad.

Da vi nåede hytten, stillede vi vore ski i det dertil indrettede hus, skyndte os ind i varmen og fandt frem til, hvor vi skulle sove. Alle skiløbere var også nået hjem fra deres ture og vi sad så og sludrede, mens vi ventede på turens arrangør Ami, der heldigvis nåede op i hytten, inden alle baner blev lukkede. Det var nu blæst rigtigt op, nærmest orkanagtigt, så vi var lykkelige for at være inden døre. Vi fik et dejligt måltid mad, nød et par flasker vin og hyggede os, til det blev sengetid.

I løbet at natten havde vi mange gange på fornemmelsen, at hytten ville flyve væk. Vinden ruskede og rev, så det bragede og buldrede i træværket.
Mens vi sov allersødest, var der en eller anden, der ikke kunne finde sin ringende mobiltelefon. Hvem ringer da også så tidligt? Det fandt vi så ud af. Da himmel og jord stod i et (se Kirstens foto), var det ikke muligt for resten af deltagerne at komme op til Kleine Scheidegg. Der blev ellers arbejdet flittigt på at få sporene fri til banen, men det var umuligt. Så desværre nåede alle, der ville komme op lørdag, kun til Grindwald Grund og måtte vende hjem igen. Kun Bettina, Karen og Linus nåede op til Kleine Scheidegg med toget ved 17-tiden, hvor det endelig var lykkedes at befri sporene for sne.
I mellemtiden var der andre modige, der vovede sig ud, dem traf vi så og så havnede vi igen inden døre, denne gang i ”Eiger Nordwand”. To helt dristige tog sig så en tur på ski, da snerydningsmandskabet endelig havde fået gravet sporene fri, så banen kunne køre igen.

Vi ”fløj” så tilbage til hytten og var stolte over, at vi havde været ude i det barske vejr. Vi fik igen et excellent aftensmåltid og efter maden begyndte vi at synge. Det viste sig, at der i det andet hjørne af hytten også sad en gruppe danskere. De boede nede ved banen og var bare kommet op i ”Grindelwaldblick” for at spise. Der var et par gode sangere imellem og det endte med, at vi underholdt alle de andre gæster med vore sange.

Vi bestemte at stå op næste morgen kl. 7.30 og som sagt så gjort. Petrus havde åbenbart også medlidenhed med os, så stormen havde lagt sig lidt og baner og enkelte lifte kørte, så vi kunne komme ud at løbe på ski. Desværre havde vinden flere steder føget sneen af pisterne, så det var ikke lige godt på alle pister.

Vi havde aftalt at mødes i hytten kl. 12.30, men der var ikke ret mange, der mødte op. De øvrige spiste åbenbart andre steder. Ole, Kirsten og jeg besluttede os til at tage ned efter maden. Efter en kop kaffe i Grindelwald Grund kørte vi hjemad, inden der blev alt for meget trafik.

Selvom det ikke blev til så mange ture på ski, var det en dejlig weekend. Beklageligt, at kun så få kunne nyde godt af det. Men det kan jo kun blive bedre næste år!