Referat fra Julefrokost 2008
Af Helle Thorup

Julefrokost den 23. november 2008

“Hvorfor meldte jeg mig til det? Jeg kunne sidde hjemme i min dejlige varme stue”  tænkte jeg ved mig selv, da jeg en kold november aften kort før kl. 19 gik hen ad en mørk villavej i Riehen på vej mod et ukendt mål. Men sandheden er, at jeg elsker jukefrokoster: de traditionelle retter, øl og snaps og den glade løsslupne stemning.

Min skepsis blev da også gjort helt til skamme, da jeg nåede frem. Her ventede tre smukt dækkede borde, en buffet hvor fiskeretterne allerede var stillet frem, fadølsanlæg og  en masse glade mennesker. Vi var lige knap 40 deltagere, og det var glædeligt at se, at flere helt unge mennesker var mødt op og tilsyneladende hyggede sig rigtig meget.

I løbet af aftenen kom andre lækkerier som flæskesteg, æbleflæsk, leverpostej, frikadeller, ost og diverse desserter til. På et tidspunkt fik vi tørlagt fadølsanlægget, men der var heldigvis forstærkning at hente i form af dåseøl, ligesom snapsen og de “sorte svin”  flød rigeligt.

Stemningen var i top, og underholdningen anført af en yderst veloplagt Erling bød på pakkeleg, sangkonkurrence, fællessang og dans, og efter lidt pres gav Erling et par numre på saxofonen. Aftenen overraskelse var tryllekunstneren Thomas, som tryllebandt os alle med sine færdigheder. Her blev gættet tal, hugget fingre af og genskabt brændte penge.

Da jeg forlod festen ved 24-tiden var der stadig gang i den. 

Mange tak til arrangørerne for en vellykket julefrokost. Kan kun opfordre mange flere til at deltage næste år.
JulefrokostNov08 011
JulefrokostNov08 013