Vin og chokoladesmagning 14. september
Vin og Chokolade
Af Elisabeth Nelson
Den lille butik ‚choco loco‘ på Spalenberg var fyldt, da vi havde sat hinanden stævne tirsdag 14. September.  I alt 11 var der plads til i det trange lokale, og man fornemmede at nysgerrigheden var vakt allerede da det første glas Prosecco var kommet i glasset, og vi forsigtigt smagte den hvide chokolade dertil.
Men først skulle vi føres gennem chokoladens historie, lære hvorfra den kommer og høre, hvorfor man begyndte at tilsætte mere og mere mælk - kakao bønnerne var for dyre, og det var billigere at blande mælk og sukker i.
Inden vi så kunne fortsætte smagningen, skulle vi også lige uddannes i den ædle kunst - at smage på chokoladen, lade den smelte i munden - og så blande den med vinen. Alene det at lade chokoladen langsomt smelte i munden var en temmelig stor udfording - de fleste skyndte sig at tygge, men det skulle snart vise sig, at med lidt tålmodighed kom flere smagsnuancer frem.
2 hvidvine fulgte prosecco’en - en fin Riesling og den noget specielle Cuvee S, der fik nogle af os til at tænke på petroleum. Dog sammen med den også noget specielle Grand Cru chokolade med Rosmarin og citron timian gik det bedre - hver for sig var begge en prøvelse for smagsløgene.
Hos mig gik den rene 1er Plantation Maralmi 67% rent ind sammen med en dejlig tør Spätburgunder. Den ideale kombination for at bevare det gode humør (10 g chokolade pr dag) og et godt kredsløb (1 glas vin pr dag).
Afslutningen var også lækker med en rød dessertvin fra Frankrig - Mas Amiel - og praliner. Stemningen var løftet, da vi forlod butikket og begav os lidt ned ad bjerget for at få lidt tapas til maven.