14. oktober 2010

Af Karen Dreyer

Torsdag aften stod i den blide brus' (og måske rus) tegn - vi var 26 forventningsfulde deltagere i det danske konsulats lokaler. Vores kyndige undervisere Malene og Rehne Meisner lagde ud med at servere et glas Veuve Cliquot demi-sec - en halvtør (eller halvsød) champagne. Mens vi nød denne aperitif blev vi belært om hvorfor den mere almindelige tørre (Brut) champagne IKKE egner sig til kl 12 nytårsaften: 1. tør vin og sød kransekage passer ikke sammen, 2. champagnen skal ikke drikkes efter øl og tung vin og 3. det er synd at nære sin 10-hestes brandert med så fine sager.  Champagnens historie blev også fortalt - og vi lærte at det slet ikke er meningen at boblevin skal drikkes af høje, tynde glas (flutes) - brug istedet et bourgogneglas og skænk en lille smule ad gangen.
Efterfølgende blev der skænket et glas Perrier Jouët Grand Brut Non-Vintage. Non-Vintage champagner fremstilles ved at blande vine fra forskellige år således at smagen er rigtig fra år til år trods variationer i høstens kvalitet. Hver tiende flaske vin har prop - og det havde en af disse også.
ØV, men Rehne trøstede med et ægte geheimtip om hvordan man klarer sådan en situation. Da det er et geheimtip kan det naturligvis ikke refereres. Undervejs lærte Malene os om hvordan man fremstiller champagne - det er vist ikke så nemt, hvis det skal gøres à la champenoise... Dem der vil vide mere henvises til at spørge de andre deltagere om udførligt referat.
Mens vi nød et glas Moët &Chandon rosé (Non-Vintage) fortalte Rehne om hvilke typer mad, der kan anbefales til champagne. Opfordringen fra eksperterne gik på at prøve at skifte den tunge rødvin til bøffen ud med en champagne - på den måde kan man bedre smage og nyde både vin og kød. Publikum virkede ikke overbevist - den generelle holdning var at det måtte da komme helt an på sovsen! Der var mere tiltro til udsagn om at champagne er dejligt til fx sushi. I det hele taget var aftnen præget af mange gode spørgsmål, livlig debat og meningsudveksling hvilket bidrog til hyggen.
Den sidste vin i rækken var en dejlig Pol Roger vintage fra 2000 i magnumflasker (1.5 L) hvortil der blev serveret en speckkugelhof. Vintage champagner fremstilles kun i særligt gode år og smager derfor som regel anderledes end vinhusets normale Non-Vintage champagne. Inden vinen blev skænket fik deltagerne udfordret duftesansen - hvert bord skulle gætte fem eller seks dufte hvoraf et par var typiske for champagne. Det var ikke let, men en sjov og lærerig øvelse og en god afslutning på et virkelig vellykket arrangement.