Referat fra skiweekend 2010
Ski weekend i Andermatt den 22 - 24 januar 2010.
 
Af Lotte Hey
Weekenden startede med apero i baren, hvor vi fik hilst på de fleste af de 16 deltagere, lidt senere kom de sidste og vi kunne så få sulten stillet.
Et dejligt måltid som vi afsluttede med fødselsdags sang for Kari-Anne som igen fyldte 31!!!
Om lørdagen fordelte vi os efter temperament og interesse, nogle gik tur i den hyggelige by og omegn som udelukkende består af gamle huse/alpehuse og der blev fra Hannah og Werner rapporteret at konditoriet var fortræffeligt. Fødselaren og hendes gemal Urs fik slidt på sneskoene ved Nätchen/Oberalp.
Resten tog med tog eller stole lift op til samme område, hvor solen strålede fra en skyfri himmel.
God opvarmning på de nærmeste løjper og derefter tog vi det lille tog fra Nätchen til Oberalp.Vi løb i flere grupper og mødtes så til frokost, hvor Kristian havde været så forudseende at bestille bord, så vi alle kunne sidde sammen. Derefter skiltes vores veje igen - nogle ville stille og roligt begynde tilbage turen, andre havde ikke fået nok. Til sidst fik alle nok af de efterhånden slidte pister og gik i stedet over til at lave research på de lokale beværtninger, turen ned endte direkte på parkerings pladsen bag hotellet efter en noget alternativ nedkørsel.
Vi mødtes alle på Kari-Annes og Urs værelse til fødselsdag Apero og i løftet stemning gik vi ned til middagen som bestod af oste tomat fondue - meget velsmagende. Daisy sponserede en flaske Kirsch ( for fordøjelsens skyld) og det lykkedes os at tømme såvel kartoffel fade som Kirsch.
Bagefter kom der en overraskelse; Kari-Annes familie havde bestilt fødselsdags lagkager hos den lokale konditor, de smagte skønt og lå dejlig blødt oven på ostefonduen og så skulle man tro at vi var færdige med at spise, men nej der var jo også dessert - karamel budding. Gud ske lov for Kirsch - ellers var det aldrig gået.
Mætte og veltilpasse gik vi i seng - nogle af os på samme værelse hvor Sean Connery havde overnattet i 1964 under optagelserne til Goldfinger, hvor James Bond i en biljagt jages af  en Bond pige i hårnålesvingene til Furkapasset.
Veludhvilede delte vi os op efter søndagens morgenmad, Hanne og Werner skulle hjemad, Birte, Daisy og børnebørn gentog turen til Oberalp, Kari-Anne og Urs tog endnu en omgang med sneskoene og en sidste gruppe gik over til gondol liften og tog op til Gemsstock (2963 m.o.h), hvor der er to veje ned, den røde som vi varmede op på og den sorte Russirun opkaldt efter Bernard Russi lokal OL helt, Russirun er en af de stejleste præparerede løjper i schweiz, vi var glade for at vi var de eneste på løjpen. Efter en solid frokost mente vi at det var tid til at slappe af og nyde de blå løjper og en liggestol - vejret var bedre end ventet. Så der var kapløb til stolene. Og der er vi så nogle der må indrømme at vi ikke er 17 år længere - de to yngste Kaja og Kim løb af med sejren og kaprede de to eneste liggestole.
Weekenden var ved at være forbi og gondolen ventede på os som havde vores ski og liv for kært til at køre ned til byen, Kaja, Kim og Adam gjorde forsøget.
Efter en hyggelig weekend i godt selskab og i et skiområde der lige passer til en weekend, begav vi os tilbage til Basel og omegn - jeg glæder mig allerede til næste års tur.

Se billeder