Julefest

  
  

Søndag den 8. december holdt DDCB igen julefest i Riehen med 120 glade medlemmer og gæster fra nær og fjern, deraf 40 børn.

Kl. 14 var kirken fyldt godt op. Kresten Drejersgaard holdt julegudstjeneste som startede med et  Santa Lucia optog af 16 kære englebørn.

Julefesten startede med en kort præsentation af bestyrelsen og alle de frivillige hjælpere. Der blev drukket glögg, kaffe og saftevand til et imponerende udvalg af over 450 hjemmebagte æbleskiver med æbler & svesker, hjemmebagte boller, kanelsnegle, dansk æblekage og juletræskage. Sukkerstads, andre lækre kager og småkager bidrog til ikke mindst børnenes glæde. Efter festen var der vist kun to halve kager og lidt småkager tilovers.

Børnerne kunne lege sammen og kigge i danske børnebøger fra JUKIBU-biblioteket. De fik også mulighed for at lave hvert et rensdyr og pynte  julesmåkager med farvet drys. Til store glæde for børneflokken blev der fortalt en sjov jule historie „Nissemors kage“.

Senere blev der danset om juletræ og da det var ved at blive mørkt, kom julemanden forbi for at synge og spille Søren Banjomus med sin guitar. Heldigvis havde han godteposer med til alle børn.

Ris à l’amande blev serveret og ialt ti mandelgaver fordelt.

Til sidst kunne man nyde en kold Julebryg og spise frisk rugbrød med spegepølse eller varm  leverpostej med asier og rødbeder fra Danmark. Det var en dejlig og festlig dag med glade børn, god stemning og masser af dansk julehygge.