Asparges aften 27. april
Aspargesspisning i Rheinfelden
Vi var 10 klubmedlemmer, der lørdag aften den 27. april mødtes til asparges-middag paa Hotel Schützen i Rheinfelden. Apero’en kunne paa grund af vejret (regn!) ikke som tidligere indtages udenfor, så vi samledes ved ankomsten om et stort bord i lobbyen til en hyggesnak og et dejligt glas schweizisk Chardonnay fra Graubünden.
En af de tilmeldte deltagere måtte desværre melde afbud, idet der under golfinstruktionen på Rheinfelden golfplads kort før middagen havde været indbrud og tyveri i hendes bil.
Efter en lang snak om alskens emner, deriblandt enkelt og dobbelt statsborgerskab, den Danske Ambassade i Bern, de nye danske pas og - relevant for nogle - danske og schweiziske pensionsregler, fik vi til bords som forret serveret en aspargessalat med lækker, røget laks til. Hovedretten bestod af hvide og grønne asparges à discretion med stegte rosmarin-kartofler, hollandaisesauce og - alt efter menuvalg - enten en kalvekødssteak eller en let skinkemousse. Den indlandske Chardonnay, der ikke blev drukket op ved Apero’en, ledsagede os gennem middagen og passede fortrinligt til de dejlige asparges.
Vi hyggede os rigtig med den gode mad og - da asparges som bekendt er temmelig mættende - besluttede at indlægge en pause inden desserten: Vanille/honning parfait med et udvalg af friske bær. Så var der altså  heller ikke plads til en eneste krumme mere!
Vi skiltes efter en hyggelig og vellykket aften omkring 10-tiden og drog hver til sit … alle bevæbnet med paraplyer!

Vivian Stahel