Gartneri Gräfin von Zeppelin
Vi var 15 klubmedlemmer og bekendte, der den 24. maj om formiddagen drog afsted over grænsen til Sulzburg-Laufen i Baden, Tyskland for at besøge det fantastiske von Zeppelin gartneri. Det var overskyet og ret køligt, da vi kørte hjemmefra, men solen brød snart frem og det blev temmelig varmt.
Det viste sig, at der var markedsdag hos grevinden med boder, hvor lokale udstillede deres brugskunst. De mange besøgende, der måtte parkere langt op ad en nærliggende markvej,  fordelte sig dog fint på det meget store gartneriareal. Efter en omgang formiddagskaffe fordelte vi os i mindre grupper for at beundre de utallige blomstrende planter - ikke mindst den kæmpestore mark med et væld af pæonsorter. Den lige så store irismark var begyndt at afblomstre, men også her var der et hav af blomster i alskens farvekombinationer.
Vi fik vist alle fyldt skønne sager i vores indkøbskurve, hvorefter vi rundede af med en sen frokost i solen bestående af lækre tilbud i markedsdagen anledning. Vi skiltes ved gartneriet og nød køreturen tilbage til Basel ... for nogles vedkommende i liflig rosenduft.
1
2
3
4
5
6